Når jeg hører ordet rollespil, så flyver mine tanker straks hen på akavede, nørdede mennesker, som klæder sig ud og leger de er nogen andre i en fantasiverden. Det er dog en del af ordet! En anden del, er den måde en terapisession kan foregå på. Lad mig uddybe.
I dag var jeg til min tredje session hos terapeuten. Jeg kan allerede mærke, hvor godt det er for mig at få bearbejdet nogle ting i mit liv, som førhen har virket uoverskuelige. Følelser er ikke noget man snakker om i min familie og det er jo ikke ligefrem skide sundt! Derfor er min terapi også så vigtig for mig, da jeg får mulighed for at få sat ord på mine følelser og samtidig får nogle værktøjer til at gøre min hverdag lidt lettere.
Anyways – tilbage til min terapi i dag!
Det starter ud, som hver gang jeg kommer, med spørgsmålet: “hvad vil du snakke om i dag?” De andre gange har det været utrolig nemt, men lige i dag, var det et svært spørgsmål – for hvad ville jeg egentligt snakke om?
Vi begyndte at snakke lidt i øst og vest, men efterhånden som samtalen skred frem, bed hun jo selvfølgelig også mærke i nogle ting jeg sagde. Blandt andet hvor svært jeg har haft det med min opvækst og måden den har været på. Jeg kommer fra en meget streng husholdning, hvor jeg skulle være hjemme kl. 19.30 hver dag, uanset om det var hverdag eller weekend og uafhængigt af om jeg var 10 eller 18. Så ret strengt på det punkt! Samtidig blev mine forældre skilt, da jeg var i en tidlig alder, hvilket også har medført sig nogle ar på sjælen. Slutteligt skete der det, at efter mine forældres skilsmisse, blev jeg mere eller mindre kvinden i huset (lejligheden) og dermed voksen alt for tidligt. Det har jo selvfølgelig medført nogle indre aggressioner, som jeg aldrig rigtigt har kunnet få sagt eller i det hele taget vist, hvordan jeg skulle håndtere.
Min terapeut foreslog derfor det såkaldte rollespil! Et rollespil, hvor jeg skulle være henholdsvis mig selv og min far. Ikke så nemt som det måske lyder, men jeg tænkte jeg ville give det en chance. Det skal lige siges at jeg er kontrolfreak og situationer, hvor jeg ikke ved hvad der er rigtigt, gør mig angstprovokeret. Men jeg prøvede – OG hold da op, hvor var det en øjenåbner for mig!
Jeg så pludselig mig selv blive til lillepige 3 år, som hverken kunne sige fra eller til. Samtidig blev jeg dybt berørt af hele akten, da man netop finder frem til nogle ting indeni, man måske ikke helt vidste var derinde – og det skræmte mig faktisk vanvittigt meget! Alle indtryk af denne person (min far), alle ord han har sagt igennem tiden, hvordan han agerer normalt – ja faktisk alt det, kom pludseligt op i én. Jeg troede slet ikke, at jeg vidste så meget eller havde dannet mig sådanne meninger af min egen far – igen, super skræmmende.
Til slut skal det lige siges, at min far er og altid har været en fantastisk far. Men, som alle andre forældre, har han også sine fejl, nogle større end andre og det er selvfølgelig her, at terapeuten kan hjælpe med at finde hoved og hale i tingene, jeg føler på daglig basis – rigtigt og forkert, så at sige.