Det her baby projekt er virkelig ligesom en rutsjebane tur. Først er man helt vildt oppe at køre, dernæst rammer frygten lige inden turen starter, så kommer tidspunktet hvor man ikke ved om man skal grine eller græde og til sidst efterlades man med enten fornyet energi fordi adrenalinen pumper eller også er man bare fast besluttet på at det var sidste gang. Med andre ord – det er skide hårdt, at stå måned efter måned og har en negativ test.

Men hvad så nu, når I ikke blev gravide den her gang?

J blev faktisk utrolig ked af, at der ikke var babylykke denne gang. Jeg selv? Jeg var faktisk ok med det. Selvfølgelig er det skuffende at det ikke bare sker lige nu og her, men samtidig er det også bare ensbetydende med at det ikke er den rette tid endnu. Er der noget jeg har lært efter de tre forrige aborter, så er det virkelig at tiden skal være rigtig – eller at alt kommer til rette tid og det var ikke vores tid endnu.

For at svare på spørgsmålet i overskriften, så er det bare op på hesten igen. Jeg har ægløsning om en lille uges tid, så der skal der selvfølgelig bare gives lidt mere gas igen. Og ved du hvad? Det er faktisk helt i orden med os. Skuffelse er kun midlertidig – lykken er forhåbentlig for evigt, så vi vil forsøge at skabe vores egen lille lykke igen!

Det her indlæg kommer lidt i forlængelse af et tidligere indlæg, som har lagt lidt til tankerne om emnet.

På det seneste har jeg haft en følelse af at projekt baby er overvurderet. Det er ikke sjovt at være i projektet. Jeg afskyr faktisk lidt det projekt. Og er det ikke netop meningen at projekter skal være sjove?

Jeg forstår godt hele pointen med – jamen du har jo masser af sex. Og ja, det har du! Men forestil dig en hverdag, hvor hver en time af dagen, gik med at tænke på tidsplaner, ægløsningstests og den frygtede tanke, at nu SKAL vi have sex igen – åh.. Trættende? Irriterende? Frustrerende måske? Det synes jeg bestemt. Sex bliver nemlig upersonligt og trættende, når man forsøger at lave en baby. Man kan ikke lade vær i ægløsningsperioden, fordi man måske misser “det gyldne vindue”, men samtidig har man virkelig (tryk på virkelig!!) ikke lyst – vi har jo gjort det så mange gange efterhånden, at der ikke længere eksisterer ordet lyst i hverken J eller jeg. Det skal bare gøres!

Men hvem siger det skal gøres sådan? Hvem siger det er sjovt at lave en baby?

Det gør uvidende par, som endnu ikke har prøvet at være i det desperate stadie, mange andre er i og har været i, før børnene kom. Jeg siger ikke at folk uden børn er dumme eller har uret – ganske vist, eksisterer der nok også de par, som elsker projekt baby og alt det sex der kommer heraf. Jeg er bare ikke en af dem. Samtidig er jeg også selv en del af de uvidendes klub! Vi har ingen børn, vi har kun vores 3 mislykkede forsøg derpå.

Så hvad nu? Jeg har jo lige haft ægløsning, så hvad så med alle de vanvittige tanker man har efter hele ægløsningsperioden?

FUCK DEM! Du hørte rigtigt. Jeg er et sted i mit liv, hvor jeg netop får hjælp til at håndtere og sortere i mine sindssyge tanker. Og lige præcis tanker om graviditet – ja, de bliver skudt væk, ligeså hurtigt som de kommer ind. For bare to måneder siden, ville jeg have været hele besat af katastrofetanker, graviditetstanker og seriøst have været det vildeste testmonster, du nogensinde kunne forestille dig. Men i skrivende stund, er jeg virkelig tilpas. Tilpas ved tanken om at vi har gjort vores, og vi hverken kan gøre til eller fra.

Er jeg gravid?

Ingen anelse. Min blodige ven skulle eftersigende komme om en lille uges tid og sige hej. Men ærligt, så er jeg faktisk ok med det. Skulle jeg være gravid, ville det selvfølgelig være en lykkestund for J og jeg. Skulle jeg ikke være gravid, ville det faktisk også være en lykkestund for J og jeg. Det ville nemlig betyde, at vi bare skal være os to lidt endnu – og det nyder vi faktisk ret meget!

Så jeg siger fuck hvad andre siger og gør, når det kommer til projekt baby. Gør hvad du vil og gør det på din egen måde. Lad vær med at stresse over det og dyrk sex fordi du har lyst – ikke fordi du skal.

Sex er aldrig bedre end når begge parter har lyst til hinanden.

“Projekt baby”..

Jeg hader egentlig det udtryk, men det er vel der vi er lige nu – i projekt baby. Som du kunne læse tidligere, har vi aborteret en gang sidste år, hvorefter vi tog en pause fra babyforsøg. Det var uplanlagt, men en skræmmende oplevelse, så hvorfor overhovedet forsøge?!  Vi blev dog gravide hele to gange efterfølgende, som desværre også endte i spontane aborter – altså 3 gange mislykkede graviditeter på under et år. Det var ikke sjovt nogle af gangene, men jeg tog virkelig det faktum, at min krop selv kunne udstøde de to efterfølgende graviditeter, som et positivt tegn. Kroppen er jo indrettet til det, så hvorfor ikke også gøre det, selvom det er skide hårdt?

Nå, men nu er vi så officielt i gang med projekt baby – sådan helt planlagt og voksenagtig! Første cyklus var i september/oktober og gav desværre ikke noget positivt resultat (måske også fint nok ift. brylluppet i Juli 2017). Men nu sidder vi så i anden cyklus og forsøger på livet løs med projekt-put-en-baby-i-mig.

I skrivende stund kan jeg mærke min venstre æggestok og har faktisk mærket den de sidste to dage! Så ægløsningen er helt sikkert her eller snart her. Men når man sådan officielt går i gang med det her projekt, må der også være andre mødre eller kommende forældre, som kan nikke genkendende til, at sexlivet bliver en smule følelseskoldt og faktisk lidt af en pligt!

Jeg har især været rigtig dårlig til det her med sex for lystens skyld, frem for sex for at lave en babys skyld. DER FINDES SGU DA IKKE NOGET MERE UROMANTISK OG USEXET END DET! Efter selve akten, kommer så hele situationen med, om jeg skal ligge i lidt tid med, ja undskyld mit grafiske sprog, J’s sæd oppe i mig og bare vente på at sædcellerne finder vejen til ægget og dermed gør mig gravid eller om jeg er ved at blive helt sindssyg?! Jeg kan da virkelig ikke være den eneste med disse tanker og forhåbentligt unødvendige metoder i hovedet 🙂

Sex skal være lækkert, frækt, sensuel og ikke mindst behageligt for begge parter, så hvorfor kan det være så svært at overholde netop de “spilleregler” under projekt baby?

Aborten og nok det længste indlæg.

Kl. 05.30 tirsdag morgen, vågner jeg og står op. Den tirsdag var slet ikke som de andre tirsdage, og det skræmte mig lidt. Jeg skyndte mig at få lagt pillerne op, som skulle starte mine afsluttende dage som gravid og tog de smertestillende piller, som også var vedlagt pilleringen. Herefter lagde jeg mig til at sove igen.

Kl. 08.00 vågner jeg med menstruationslignende smerter og vælger samtidig at stå op – min veninde (lad os kalde hende Sandra), kom alligevel omkring samme tidspunkt, så jeg ikke skulle være alene i tilfælde af komplikationer.

Kl. 11.30 begynder blødningen og den fortsætter de næste dage frem. Ingen kunne have forberedt mig på, hvor meget blod der ville komme eller på smerterne. Jeg var smertedækket under hele forløbet, men smerterne var bare mere voldsomme end hvad jeg først havde troet. Sandra var rigtig god til at distrahere mig og vi brugte det meste af dagen på at grine og sludre. Hun har sidenhen fortalt mig, at hendes kæreste synes hun var ufølsom, fordi vi netop brugte dagen på smil og glæde – men som hun sagde til ham: “T virkede ikke ked af det og hun havde det godt, så jeg gjorde som hun ønskede”.

Det er nu den observante læser begynder at bide mærke i nogle forsvarsmekanismer og samtidig krummer tæerne en smule. Hvorfor flygte fra den sorg og ulykke, som jeg netop skulle igennem? Det kommer jeg ind på i et andet blogindlæg senere i min følelsesmæssige rutsjebane.

J kom sidenhen hjem og var der for mig i stedet for Sandra. Ugen gik og jeg skulle nu på sygehuset igen til efterscanning. Igen valgte jeg at tage en veninde med (lad os kalde hende Sidse). Jeg trådte ind i undersøgelsesrummet og lægen mødte mig med en række spørgsmål – blandt andet, hvordan jeg havde det og hvordan forløbet havde været. Jeg sagde alting var gået godt og jeg havde det godt. Det viste sig dog sidenhen, at være langtfra den rigtige sandhed.

Lægen fandt dernæst den dildolignende scanner frem og undersøgte mig. Det sad en smule graviditetsvæv tilbage, som jeg straks panikkede over, for det betød jo, at jeg skulle have et udskrab. Inden jeg nåede at stoppe mit indre angstmonster, fik lægen i samråd med en anden læge, vurderet at det nok helt selv skulle komme ud, når jeg igen fik min menstruation. Det var dog for sent – jeg var allerede i panikstadiet og når jeg er der, betyder det som regel risiko for at besvime, angstprovokeret diarré og hjertebanken.

Du burde nu kunne tegne et billede af situationen. Jeg er nøgen forneden og står akut og skal bruge et toilet grundet min angstprovokerede diarré. Samtidig er jeg ligbleg i hovedet og er faktisk tæt på besvimelse. Det skal dog ikke forhindre mig i at få sagt, at jeg skal bruge et toilet, meget imod lægens vilje – læs blegere end lig. Jeg får en lagen omkring mig og får vaklet mig ud på et toilet på baggangen, hvor jeg ABSOLUT ikke må låse døren, i tilfælde af at jeg besvimer. Alt imens sidder Sidse sammen med lægen og den lægestuderende og smågriner over min syge tilgang til krisesituationer.

Samtidig sidder jeg på toilettet og gør det jeg skal med hovedet imellem benene, så jeg i det mindste forsøger at undgå besvimelse og en sygeplejerske, der snakker til mig igennem døren, så hun er sikker på jeg ikke pludseligt er besvimet – det er seriøst den pinligste situation, jeg nogensinde har siddet i – bogstaveligt talt!

Anyway – alting var jo fint og jeg fik noget saftevand for at stabilisere blodsukkeret. Alt i alt var det en utrolig behagelig abort (så behagelig som sådan en nu kan være), rent medicinsk og lægemæssigt. Det var top professionelt og jeg ville til enhver tid vælge den medicinske igen, skulle jeg stå i den situation.

Psykisk opstod der dog nogle andre problemer, som har påvirket mig, J og vores forhold siden. Det er bundærligt, råt og til tider ikke altid sjovt, men det er mig og mit uperfekte liv.

Køreturen hjem var nok den længste tur nogensinde. J og jeg sagde intet til hinanden, vi sad bare. Begge, kæmpede vi nok med at holde tårerne tilbage og ikke gøre den anden mere ked af det. Dumt! Snak altid om tingene – især disse svære situationer.

Weekenden gik og jeg kom på sygehuset mandag middag. Med mig havde jeg en nær veninde og min kusine – lad os kalde dem Klara og Sofie. De var begge meget støttende og forsøgte på bedste vis, at holde humøret højt – for det gjorde jeg jo. Jeg virkede ikke påvirket af det der skulle ske og jeg nægtede mig selv at føle sorg.

På sygehuset blev jeg igen scannet og fik igen samme svar, at jeg skulle have en ufrivillig abort. De forklarede mig og henholdsvis den medicinske og udskrabning, og jeg var meget hurtig til at vælge den medicinske, da jeg dengang havde og stadig har, en voldsom frygt for narkose og operationer. Pillerne blev forklaret og jeg var nu klar til at drage hjem, velvidende at jeg skulle lægge pillerne op selv næste morgen, og samtidig derefter skulle igennem en abort – jeg var ligeglad.

Det skræmmer mig, når jeg ser tilbage på mig selv dengang og husker, hvor ligegyldigt det hele var. Udadtil var jeg glad og ved godt mod – jeg virkede absolut ikke som én, der netop skulle igennem en abort. Dog var det dét, der faktisk skulle til at ske.

Fortsættelse følger..