Hvornår bliver en diskussion til et skænderi?

Som overskriften indikerer, vil jeg komme ind på, hvornår en diskussion i vores hjem, bliver til et full blown skænderi.

J og jeg er netop hjemvendt efter en super hyggelig dag på Rosenholm Slot. Vi har været til Jul på Slottet med min far og skruet max op for julehyggen, æbleskiverne og køb af pynt. Dog sker det uventede så, da vi kommer hjem og pakker vores varer ud – vi ryger i et skænderi over en fucking vase. J nævner endda, at vi skændes over en vase, hvortil jeg svarer, at det ikke er vasen der er problemet, men alle de underliggende emner, som pludseligt kommer til udtryk imellem linjerne!

Så hvornår bliver en diskussion herhjemme til et skænderi?

Det sker typisk, når vi har diskuteret et emne lidt for længe og faktisk begynder at komme ud på dybt vand. J slår som regel fra i løbet af en diskussion og bliver barnlig i hans væremåde, hvor jeg måske ikke altid siger konkret hvad jeg føler, og dermed forventer han fanger mine hentydninger. Uklogt og måske en anelse forventningsfuldt af mig – MEN også virkelig dumt at ham, når han bare en gang imellem, burde at høre efter. Tror seriøst ofte J tænker, hvordan endte det her – som hans åndssvage kommentar med, at vi skændes om en vase. DET ER IKKE BARE DEN FUCKING VASE!!

Udtrykket: “Der er så meget kvinder ikke forstår” – det kender alle vist godt.. Det er så meget også den anden vej! Der er virkelig så mange ting mænd ikke forstår. De kunne lære at forstå os kvinder, hvis de bare lyttede og åbnede op for muligheden om, at det måske ikke altid er kvindens skyld eller hende med problemet. Måske det kunne lære noget nyt?