Vores historie – del 3

September 2015.

Efter at have været glædeligt mødt af en lille peanut til privatscanning, var jeg knap så bekymret. Dog havde jeg stadig, som den pessimist jeg nu er, en dårlig fornemmelse af at noget var galt. Da jeg ramte 9+ valgte jeg at tage fat i min læge og fik en god snak med hende. Hun tog nogle blodprøver for igen at måle HCG og samtidig forhåbentligt stoppe mine katastrofetanker en smule. Det var dog ikke tilfældet.

Jeg fik en opringning om at tallene var faldet en smule og hun derfor gerne ville have mig scannet. Mit hjerte sank ned i maven og jeg kunne mærke tårerne pressede på – jeg havde mest af alt, lyst til at forsvinde. Til trods for mine faldende tal og store bekymringer, kunne jeg først få en tid til scanning den efterfølgende mandag – vi havde fredag på daværende tidspunkt.

Jeg kunne slet ikke bære tanken om at gå med en knude i maven weekenden over, så J og jeg drog atter til Hobro, hvor vi fik en scanning på privatklinik. Svaret var som forventet – den lille peanut var gået til grunde og jeg skulle derfor søge læge og få hjælp til at få den ud.

Jeg er ikke typen, der viser mine følelser tit og græder helst ikke foran andre – heller ikke denne dag, gjorde jeg det. Jeg bed det i mig, valgte at lege voksen uden følelser og klarede mig igennem de næste par dage, som var der intet hændt. Godt jeg sidenhen er begyndt i terapi..

Fortsættelse følger..