Vores historie – del 4

Køreturen hjem var nok den længste tur nogensinde. J og jeg sagde intet til hinanden, vi sad bare. Begge, kæmpede vi nok med at holde tårerne tilbage og ikke gøre den anden mere ked af det. Dumt! Snak altid om tingene – især disse svære situationer.

Weekenden gik og jeg kom på sygehuset mandag middag. Med mig havde jeg en nær veninde og min kusine – lad os kalde dem Klara og Sofie. De var begge meget støttende og forsøgte på bedste vis, at holde humøret højt – for det gjorde jeg jo. Jeg virkede ikke påvirket af det der skulle ske og jeg nægtede mig selv at føle sorg.

På sygehuset blev jeg igen scannet og fik igen samme svar, at jeg skulle have en ufrivillig abort. De forklarede mig og henholdsvis den medicinske og udskrabning, og jeg var meget hurtig til at vælge den medicinske, da jeg dengang havde og stadig har, en voldsom frygt for narkose og operationer. Pillerne blev forklaret og jeg var nu klar til at drage hjem, velvidende at jeg skulle lægge pillerne op selv næste morgen, og samtidig derefter skulle igennem en abort – jeg var ligeglad.

Det skræmmer mig, når jeg ser tilbage på mig selv dengang og husker, hvor ligegyldigt det hele var. Udadtil var jeg glad og ved godt mod – jeg virkede absolut ikke som én, der netop skulle igennem en abort. Dog var det dét, der faktisk skulle til at ske.

Fortsættelse følger..