Vores historie – del 5

Aborten og nok det længste indlæg.

Kl. 05.30 tirsdag morgen, vågner jeg og står op. Den tirsdag var slet ikke som de andre tirsdage, og det skræmte mig lidt. Jeg skyndte mig at få lagt pillerne op, som skulle starte mine afsluttende dage som gravid og tog de smertestillende piller, som også var vedlagt pilleringen. Herefter lagde jeg mig til at sove igen.

Kl. 08.00 vågner jeg med menstruationslignende smerter og vælger samtidig at stå op – min veninde (lad os kalde hende Sandra), kom alligevel omkring samme tidspunkt, så jeg ikke skulle være alene i tilfælde af komplikationer.

Kl. 11.30 begynder blødningen og den fortsætter de næste dage frem. Ingen kunne have forberedt mig på, hvor meget blod der ville komme eller på smerterne. Jeg var smertedækket under hele forløbet, men smerterne var bare mere voldsomme end hvad jeg først havde troet. Sandra var rigtig god til at distrahere mig og vi brugte det meste af dagen på at grine og sludre. Hun har sidenhen fortalt mig, at hendes kæreste synes hun var ufølsom, fordi vi netop brugte dagen på smil og glæde – men som hun sagde til ham: “T virkede ikke ked af det og hun havde det godt, så jeg gjorde som hun ønskede”.

Det er nu den observante læser begynder at bide mærke i nogle forsvarsmekanismer og samtidig krummer tæerne en smule. Hvorfor flygte fra den sorg og ulykke, som jeg netop skulle igennem? Det kommer jeg ind på i et andet blogindlæg senere i min følelsesmæssige rutsjebane.

J kom sidenhen hjem og var der for mig i stedet for Sandra. Ugen gik og jeg skulle nu på sygehuset igen til efterscanning. Igen valgte jeg at tage en veninde med (lad os kalde hende Sidse). Jeg trådte ind i undersøgelsesrummet og lægen mødte mig med en række spørgsmål – blandt andet, hvordan jeg havde det og hvordan forløbet havde været. Jeg sagde alting var gået godt og jeg havde det godt. Det viste sig dog sidenhen, at være langtfra den rigtige sandhed.

Lægen fandt dernæst den dildolignende scanner frem og undersøgte mig. Det sad en smule graviditetsvæv tilbage, som jeg straks panikkede over, for det betød jo, at jeg skulle have et udskrab. Inden jeg nåede at stoppe mit indre angstmonster, fik lægen i samråd med en anden læge, vurderet at det nok helt selv skulle komme ud, når jeg igen fik min menstruation. Det var dog for sent – jeg var allerede i panikstadiet og når jeg er der, betyder det som regel risiko for at besvime, angstprovokeret diarré og hjertebanken.

Du burde nu kunne tegne et billede af situationen. Jeg er nøgen forneden og står akut og skal bruge et toilet grundet min angstprovokerede diarré. Samtidig er jeg ligbleg i hovedet og er faktisk tæt på besvimelse. Det skal dog ikke forhindre mig i at få sagt, at jeg skal bruge et toilet, meget imod lægens vilje – læs blegere end lig. Jeg får en lagen omkring mig og får vaklet mig ud på et toilet på baggangen, hvor jeg ABSOLUT ikke må låse døren, i tilfælde af at jeg besvimer. Alt imens sidder Sidse sammen med lægen og den lægestuderende og smågriner over min syge tilgang til krisesituationer.

Samtidig sidder jeg på toilettet og gør det jeg skal med hovedet imellem benene, så jeg i det mindste forsøger at undgå besvimelse og en sygeplejerske, der snakker til mig igennem døren, så hun er sikker på jeg ikke pludseligt er besvimet – det er seriøst den pinligste situation, jeg nogensinde har siddet i – bogstaveligt talt!

Anyway – alting var jo fint og jeg fik noget saftevand for at stabilisere blodsukkeret. Alt i alt var det en utrolig behagelig abort (så behagelig som sådan en nu kan være), rent medicinsk og lægemæssigt. Det var top professionelt og jeg ville til enhver tid vælge den medicinske igen, skulle jeg stå i den situation.

Psykisk opstod der dog nogle andre problemer, som har påvirket mig, J og vores forhold siden. Det er bundærligt, råt og til tider ikke altid sjovt, men det er mig og mit uperfekte liv.